
Rejsegilde på Lundbæk
Torsdag den 6. oktober kl. 11.30 blev der afholdt rejsegilde på skolen for alle elever, ansatte, håndværkere og bestyrelsesmedlemmer. Spisesalen var fyldt med elever, ansatte, håndværkere og REPRÆSENTANTER FOR bestyrelseN.
Læs Jakobs fulde tale og se et par glimt fra dagen herunder:
“Velkommen til rejsegilde på Lundbæk Landbrugsskole. Et rejsegilde er jo en fest for det gode danske håndværk – så der skal lyde en særlig velkomst til håndværkere, rådgivere, arkitekt med flere. Men også velkommen til elever, personale og repræsentanter fra bestyrelsen.
For godt to år siden begyndte vi arbejdet med udviklingen af dette byggeprojekt. Siden da kom alle tilladelser på plads, så vi kunne gå i gang med byggeriet. Vi var spændte på, hvordan det ville gå med tilladelserne, da Lundbæk består af gammelt herregårdsmiljø med flere fredninger, der skal tages hensyn til. Det lykkedes alligevel og allerede nu tegner det til, at vores forventninger til det samlede projekt indfries samtidig med at respekten for herregårdsmiljøet bevares.
Forandringernes vinde blæser – energi- og råvarepriserne stiger. Heldigvis får vi med dette byggeri også renoveret facader, der vil et betydeligt fald i vores energiforbrug. Vi får også et byggeri som med sit nye smukke ydre, signalerer at her skal være landbrugsskole i mange år fremover. Og det skal der naturligvis fordi landbruget er en del af løsningen på den grønne omstilling som hele samfundet pt. gennemgår og behovet for grønne kompetencer vil stige betydeligt i årerne fremover.
Den 1. maj startede byggeriet op. Skolens daværende formand, Bøje Pedersen, tog det første spadestik sammen med to elever. Siden er det gået stærkt med nedbrydning, renovering og genopbygning samtidig med at op mod 300 elever, personaler og håndværker har haft deres daglige gang på skolen. Imponerende at vi er lykkedes med at lave denne omfattende operation samtidig med at skolen er i fuld drift. Tak til alle involverede parter, for at det har kunne lade sig gøre. Det gælder Myhlenberg, håndværkere, elever og personale.
Nu er vi så langt, at der stort set er lukket for vind og vejr. Vi kan også fornemme den smukke atriumgård, som vi får udenfor, på det der før var en grøn græsplæne. Jeg er sikker på, at den bliver et hit i forhold til udendørs aktiviteter og ophold. Snart kan vi føje den nye spisesal til den gamle spisesal og dermed får vi mere plads, som er så hårdt tiltrængt. De flotte træpaneler i indgangshallen spiller flot sammen med cedertræet på den udvendige facade. De tegninger og billeder vi så af byggeriet inden vi gik i gang – det er også det indtryk man begynder at få af byggeriet, selvom vi ikke er færdige endnu.
Når vi nu har fået lidt at spise, så håber jeg, at I vil gå rundt og betragte byggeriet og nyde de nye muligheder, som vi får her på Lundbæk.
Til sidst vil jeg takke alle for et fantastisk samarbejde om at gennemføre dette byggeri samtidig med at skolen er fyldt med elever. Det kan kun lade sig gøre, med fleksible håndværkere, personaler og ikke mindst elever.
Jeg håber, at dette byggeri bliver til gavn og glæde for alle unge mennesker der fremover vil uddanne sig inden for landbruget på Lundbæk. Jeg håber også, at personalet bliver endnu mere stolte af Lundbæk som arbejdsplads, sådan at vi i fællesskab kan uddanne Danmarks gladeste landmænd på Danmarks smukkeste landbrugsskole”.